Det bliver varmere, isen smelter og havet stiger. Vi hører det hele tiden. Nå, ja, hvad så, tænker du måske? Hmm, ja så er det passende med en lille advarsel: hvis du læser op på det her, og begynder og forstå hvad der er på spil her, så risikerer du at indse, at vi som art, er trængt op i en krog. Hvis du vil leve dit liv i lykkelig uvidenhed, skal du ikke læse videre.
De to korte videoer nedenfor er de to mest uhyggelige jeg i mit liv har set.
Selvom jeg er vokset op i en familie med meget fokus på forurening, økologi osv., så var det først i 2007 alvoren gik op for mig. Først læste jeg Thomas Friedman's bog "Hot, Flat and Crowded" og
blev urolig. Derefter læste jeg James Lovelock's "The revenge of Gaia" og blev bange.
OK, nu sidder jeg her og overvejer om jeg skal pakke tingene pænt ind, men nej, det kommer ikke til at ske. Derfor vil jeg give dig endnu en chance for at slippe ud inden jeg smadrer dit humør...
med mindre du er politiker, for så er det din forbandede pligt at høre efter.
Du er her endnu? OK. Jeg har selv prøvet at stå med det valg. Jeg valgte at læse videre. Det har ikke været uden kvaler. Jeg har tit fortrudt at have læst fakta. Det har været fristende blot at
benægte... Kender du til nogen der benægter fakta? Kender du til nogen der benægter fakta OG har magt over vores fælles fremtid?
James Lovelock introducerede mig for et nyt begreb: Tipping-points. Altså punkter i udviklingsforløb, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Et bestemt tal i hans bog om Gaias hævn satte sig fast i
min bevidsthed: 500 ppm. Han talte om indholdet af CO2 i atmosfæren målt i dele pr. mio. Det lyder ikke af meget, men det er gamle Lovelock's overbevisning, at hvis vi når 500 ppm, så overlever
vi ikke, i hvert fald ikke ret mange af os. Vi er nu lige nået over 400 ppm. Før industrialisering tog fart var vi på 280 ppm. En kendt organisation 350.org kæmper for at vi ikke må komme over...
ja, rigtig gættet: 350 ppm. For sent.
Jeg har læst, og læst, og læst. Blevet bange, gået i panik, klappet hesten, tænkt "det går nok alligevel", gået i panik igen, tænkt "det går fanme ikke det her", osv. Regulær rutsjebane de sidste
10 år. Derfor skriver jeg dette. Det dæmper angsten. Hvis du ikke ved hvad jeg taler om, og måske begynder at interessere dig for det nu, så vil det sikkert gøre dig angst, og du skal måske
igennem samme rutsjetur.
Jeg ønsker, som alle forældre, en tryg fremtid for mine børn, og derfor måtte jeg tage en beslutning. Jeg har valgt at tro på den sidste procent. Hvis der kun er 1% chance for at vi overlever, så
tror jeg på den. For hvis jeg ikke gør det, så er jeg medskyldig i vores undergang. Av, nu bliver det dommedagssnak, ja, men du var advaret. Jeg vil ikke citere nogen direkte nu, men blot sige at
nogle af vor tids mest intelligente mennesker har udtalt ting som: "Dette er menneskehedens dummeste eksperiment" og "Den største trussel mod menneskeheden er dens dumhed".
Det er meget heldigt at vi lige netop befinder os på den her fugtige støvklump, som har haft tilpas stabilt klima i et par millioner år. Hvorfor har vi ikke hørt livstegn fra rummet? Fordi der er
rigtig møgvejr på de andre planeter! Det er ikke til at sige præcist hvor stor risikoen er for at de igangværende klimaforandringer vil resultere i en ubeboelig planet, for andet end kakerlakker
og rotter måske. Som World Meteorological Organization siger i deres nyeste rapport, så er vi nu på ukendt grund. Vejret opfører sig nu på måder vi ikke har set før, og det kan få katastrofale
konsekvenser.
Derfor er det så utrolig dumt, at vi vælger at skubbe til klodens skrøbelige balance. Vi har det mest stabile og behagelige vejr i vores solsystem, måske i hele galaksen, og så vælger vi
alligevel at brænde det kulstof af der er havnet i undergrunden som følge af de sidste par milliarder års voldsomme begivenheder. En perfekt kæde af omstændigheder har skabt en perfekt balance i
den perfekte afstand fra solen, så vi som art kunne udvikle os. Havde det været lidt varmere eller lidt koldere, havde vi stadig været bakterier. Hvis noget overhovedet.
Nuvel, vi vidste jo ikke hvad vi gjorde. Nej, det er nok sandt. Men vi har vidst i mindst halvtreds år, at det her kan ende galt. Videnskabsmænd har advaret os i årtier. Selv olieselskaberne har
vidst det, og bevidst forsøgt at skjule det. Hov, nu begynder jeg at pege fingre, og det var faktisk ikke min hensigt. Vi står hvor vi står, og der er ikke tid til ævl og kævl. Det er tid til
handling. Alt andet er ligegyldigt.
Når nu du alligevel er blevet lidt urolig, så lad os gå hele vejen. De to film herunder viser en planet som bliver presset til at reagere. Når de forskellige tipping-points nås (is-afsmeltning,
hav-forsuring osv.) så springer elastikkerne så at sige, og konsekvensen er ligeså naturlig for moder jord, som den er apokalyptisk for os som art: en ny ligevægt skal findes. Moder jord gør som
en snavset hund der løber ud i vandet. Når den kommer ind på stranden igen ryster den vandet af sig. Snavs og utøj i hundens pels er væk. Hunden er ligeglad, ligesom moder jord er, når hun har
rystet os af.
Hvor hurtigt sker det her? I geologisk forstand, meget, meget hurtigt. I jordens geologiske tidsskala kan de forandringer vi ser nu (klimaforandringer, uddøen af arter) bedst sammenlignes med
konsekvensen af et meteornedslag (+10 km diameter) eller en supervulkan (fx Yosemite). De sidste 500 mio. år har jorden oplevet 5 begivenheder som har resulteret i masseuddøen, og nogle af dem
var flere millioner år om at udrydde over 75% af alle arter. Eneste trøst er at det kun er den sjette, den nuværende, vi selv er skyld i. Det kan ikke diskuteres hvem der har indhyldet kloden i
en dyne af drivhusgasser denne gang.
Er der intet håb? Jo, som jeg sagde, så håber jeg på den ene procent. Jeg håber vi standser al udledning af drivhusgasser NU. Jeg håber vi udvikler robuste vedvarende energikilder NU. Jeg håber
den nuværende økonomiske model bliver udskiftet med en cirkulær NU. Jeg håber vi udvikler bæredygtig fødevareproduktion NU. Jeg håber den unge generation tilgiver os og hjælper med at redde vores
røv NU. Jeg håber... og læser videre...
Kilder:
http://dk.newsner.com/manden-retter-kameraet-mod-isen-sa-fanger-han-det-ufattelige-pa-film/om/nyheder
http://www.sciencealert.com/the-last-time-the-ocean-was-this-hot-sea-levels-got-9-metres-higher
https://thinkprogress.org/this-could-be-what-a-global-warming-tipping-point-looks-like-c9287e836403#.j9sq4u39i
http://www.dmi.dk/nyheder/arkiv/nyheder-2017/februar/antarktisk-havis-gaar-mod-ny-bundrekord/
http://www.dailymail.co.uk/sciencetech/article-4232854/Copernicus-images-reveal-halloween-crack-Antarctic.html
http://www.dr.dk/nyheder/viden/miljoe/10-mio-ismaskiner-skal-pumpe-havisen-tilbage-i-arktis
http://www.dr.dk/nyheder/udland/isbjerg-paa-stoerrelse-med-sjaelland-knaekker-af-antarktis
https://public.wmo.int/en/media/press-release/climate-breaks-multiple-records-2016-global-impacts
https://cleantechnica.com/2017/03/24/world-meteorological-organization-world-truly-uncharted-territory-following-2016s-record-breaking-heat-2017s-strange-weather/
https://thinkprogress.org/climate-change-truly-uncharted-territory-3ea4de17b01b#.h8fh4t9o7
https://cleantechnica.com/2017/03/27/irena-iea-study-2˚c-scenario-possible-renewable-energy/
https://en.wikipedia.org/wiki/Hot,_Flat,_and_Crowded
https://en.wikipedia.org/wiki/The_Revenge_of_Gaia
https://public.wmo.int/en/media/press-release/climate-breaks-multiple-records-2016-global-impacts
http://edition.cnn.com/2017/03/28/world/trump-climate-order-world-impact/index.html
https://en.wikipedia.org/wiki/Extinction_event
https://www.theguardian.com/environment/2015/jul/08/exxon-climate-change-1981-climate-denier-funding
Write a comment