Da hun, sammen med sine to børn, var kommet til hans landsby for at arbejde, skrev han sine første breve til hendes forældre. Han var kun sytten år og fuldstændig ukritisk i sin begejstring overfor den voksne kvinde fra Europa han lige havde lært at kende.
Denne historie er en autentisk fortælling fra Afrika baseret på håndskrevne breve fra en landsbybeboer i Zambia.
Hans breve har et omfang af næsten tusind tæt skrevne sider og skildrer hans liv over en tredive års periode.
Denne serie gengiver udvalgte breve, oversat til dansk, fra årene 1979 til 2010. Den samlede historie, på engelsk, kan læses i bogen "The Father of Andromeda".
Nogle navne er ændret, og historien kan betragtes som fiktion baseret på virkelige hændelser.
Vi begynder i 1979 da min mor, udsendt som frivillig gennem Mellemfolkeligt Samvirke, mødte det Afrikanske kontinent for første gang.
Mapanza
25. december 1979
Kære Hr. og Fru Green,
Jeg, en fuldkommen fremmed, vil gerne starte med at undskylde at jeg tillader mig til at skrive til jer, men jeg ser ikke andre udveje.
Inden jeg fortsætter mit brev, vil jeg have lov til at præsentere mig.
Mit navn er Dixon Kelvin Chimuka Sikabota. Min nationalitet er zambiansk. Min race er sort afrikaner. Min stamme er tonga. Tonga er en bantustamme, og den var blandt de første stammer der slog
sig ned med agerbrug i Zambia omkring år 1200. Tongaerne er oprindelig kendt for deres fromhed, visdom og evnen til at afgøre tvister uden våben.
Jeg kommer fra en lille landsby ved navn Nalube i den sydlige provins. Vores høvding hedder Chief Mapanza. Min far er en gammel mand. Han er født 1897. Da han var ung, arbejdede han på boernes
farme i Sydafrika og Rhodesia. Senere blev han landmand på sin egen jord i Zambia. Derfor er også resten af min familie landmænd. Vi dyrker majs, som bruges til vores mest almindelige føde,
nsima. Vi dyrker også grøntsager, og vi holder kvæg og fjerkræ.
Jeg er født i Nalube 1962 og jeg blev opfostret der i hele min barndom. Jeg havde et godt liv. Da jeg var otte år begyndte jeg i første klasse i vores landsbyskole. I syvende klasse var jeg til
eksamen. Hvis jeg bestod fik jeg lov til at fortsætte min uddannelse.
Heldigvis bestod jeg min eksamen og kunne starte på min akademiske uddannelse på St. Marks Secondary School. Jeg har været her i tre år, og nu venter jeg på resultatet af en eksamen, som kan give
mig lov til at blive her i yderligere to år for at afslutte min akademiske uddannelse. I min fritid studerer jeg politik, fordi jeg planlægger en fremtidig karriere som politiker. Men bortset fra
det, finder jeg livet meget vanskeligt og jeg kæmper med at udvikle min karakter.
Dette var en kort beskrivelse af mit liv.
Jeg forsøgte at finde noget arbejde mens jeg ventede på eksamensresultatet, men det lykkedes ikke, fordi dette land er plaget af korruption, stammekonflikter og nepotisme. Det er ikke godt. Man skal kæmpe for at overleve, og dybt i mit hjerte er der frygt. Frygt for ikke at lykkes i livet. Jeg har også erfaret at frygt er en rejse. En forfærdelig rejse. Sorg er i det mindste en slags ankomst. Til slut indtræder sorgen.
Jeg håber I vil gemme mig i jeres erindring. Huske mig som en ung fremtidig verdenspolitiker og som en frihedskæmper. Jeg er her for at bekæmpe undertrykkelse af den sorte mand i Afrika, hylde
mennesker dømt for terrorisme, undergravende virksomhed og sabotage, og jeg frygter hverken arrestation eller døden. Mit mål er frihed for den sorte mand. Vi har alle en rolle her på verdens
scene, men min er trist. Det skal I dog ikke bekymre jer om, for jeg erfarer blot livet.
Det er kærlighed, fred, fælleskab og udvikling jeg ønsker at fremme. Dem der hader, lad dem hade, det er deres egen synd, og at græde er spild af tid. Tiden er inde til at gribe til våben og konfrontere den blåøjede fjende som lurer i bushen i vores moderland. Dem der hader min farve, lad dem hade. Det er op til Gud at dømme.
Grunden til at jeg, en fuldstændig fremmed, skriver til jer, er at I er forældre til min nye ven, Sara, og bedsteforældre til min yngre bror Jesper og min lillesøster, Line.
Sara har været en speciel oplevelse for mig, og hendes opførsel har påvirket mig på en mærkelig måde. Jeg har hidtil troet, at det ville være svært for mennesker af forskellig race og
nationalitet at blive rigtige venner, men hun har givet mig en anden oplevelse og jeg kalder hende nu en rigtig ven. Jeg går ud fra at hun har nævnt mig i hendes breve til jer, idet jeg modtog
venlige hilsener fra jer. Dette gav mig mod til at skrive.
Det er flere måneder siden jeg for første gang mødte Sara. I en alder af tre og tredive år har hun allerede høstet stor anerkendelse blandt unge sorte, og også blandt ældre mennesker i min
landsby, og jeg drages af hende.
Der er en sjov ting ved hendes opførsel: hun sløser med ordene når hun er i dårligt humør. Jeg kan dog sagtens leve med hendes luner.
Første gang jeg mødte hende, blev jeg klar over at jeg talte med et særligt menneske, og senere kom endnu en side af hendes sind og personlighed frem: hun er bevidst om egne ideologier, og hun fremstår stærk og meget disciplineret overfor hendes medmennesker - og hun forstår sin fjende.
Sometider er min ven dog lidt tåbelig og rådvild i hendes reaktioner og svar til mig, men derudover er hendes opførsel uanfægtelig. Hun viser ikke blot kærlighed til fred, fælleskab og udvikling,
hun viser også storsind. Hun er af en støbning, som jeg vil savne når hun rejser hjem. Jeg holder meget af hende, og den smerte det giver mig at vide, at hun vil forlade mig om et par år, vil
ikke forsvinde. Jeg har aldrig mødt en ung kvinde som hende af nogen nationalitet, tro eller farve, så udtryksfuld, så opmærksom, så humoristisk, en dedikeret politisk bevidst kvindelig ven og en
mor på samme tid.
Mit bekendskab med jeres datter har ændret mit liv - og hendes!
Søn af to hjem, af to verdener. Et barn af Afrika - menneskets vugge.
Dixon Kelvin Chimuka Sikabota
Write a comment