Brev fra Dixon juni 1981

Dixon er nu 19 år, og han skriver tit til mine bedsteforældre i Danmark. De sætter meget pris på denne kontakt, og kvitterer denne gang med en flot gave.

Denne historie er en autentisk fortælling fra Afrika baseret på håndskrevne breve fra en landsbybeboer i Zambia.

Hans breve har et omfang af næsten tusind tæt skrevne sider og skildrer hans liv over en tredive års periode.

Denne serie gengiver udvalgte breve, oversat til dansk, fra årene 1979 til 2010. Den samlede historie, på engelsk, kan læses i bogen "The Father of Andromeda".

Nogle navne er ændret, og historien kan betragtes som fiktion baseret på virkelige hændelser.

Vi er nu nået til 1981. Jeg er netop ankommet til Zambia, og det hele er meget nyt for mig. Heldigvis er Dixon der. Han hjælper tit mig og min søster med lektierne. På billedet kan man se det armbåndsur han skriver om.


Mapanza

 

5. juni 1981

Kære Hr. og Fru Green,

 

Det var venligt af jer at sende sådan en fantastisk ting som et armbåndsur. Jeg ved nu, at livet er et drama med både gode og dårlige øjeblikke, og da jeg fik øje på uret vidste jeg at dette var et af de lykkeligste!

 

Her på skolen går det fint med mine studier, og jeg har travlt i laboratoriet med kemi og fysik. Jeg arbejder hårdt for en god afgangseksamen i november med udsigt til et nyt kapitel i mit liv.

Jeg tænkte på jer, da vores historielærer talte om Danmark under anden verdenskrig. Jeg vil gerne minde jeres unge mennesker om ikke at spilde deres dyrebare tid og deres gode chancer før det er for sent, for verden ændrer sig som en kamæleon. Vi ved aldrig hvad morgendagen bringer. Jeg tror menneskenes liv er som dyrenes liv i bushen, fuglenes liv i træerne, fiskenes liv i havet og som alle andre væsener på jorden. Disse væsener er som regel heldige, men nogle gange går de i en fælde, som mennesker også gør, og de føler sult og smerte ligesom mennesker. De der lever godt i dag, kan sulte i morgen, fordi ingen given tilstand er permanent.

Jeg tror ikke på at denne verden er min. Jeg er blot en passager på gennemrejse.

 

Her i Zambia er det vinter og det bliver koldere. Hvis jeg ikke tager meget fejl, er det nu sommer i Danmark.


Dixon Kelvin Chimuka Sikabota

 


Write a comment

Comments: 0
Få besked om nye opslag:

Book mig på Foredragsportalen

Læs om mine foredrag

Lifelike | Jesper Berggreen | Fasanvej 10 | 8544 Mørke | CVR 35691146 | Email: jesper@lifelike.dk