Som 20-årig er Dixon's brevveksling med mine bedsteforældre i Danmark veletableret. Han lægger ikke fingre imellem når han beskriver den barske dagligdag i hovedstaden, hvor han i første omgang prøver at finde arbejde.
Denne historie er en autentisk fortælling fra Afrika baseret på håndskrevne breve fra en landsbybeboer i Zambia.
Hans breve har et omfang af næsten tusind tæt skrevne sider og skildrer hans liv over en tredive års periode.
Denne serie gengiver udvalgte breve, oversat til dansk, fra årene 1979 til 2010. Den samlede historie, på engelsk, kan læses i bogen "The Father of Andromeda".
Nogle navne er ændret, og historien kan betragtes som fiktion baseret på virkelige hændelser.
Vi er nu nået til 1982. Dixon er færdig med skolen, og rejser til hovedstaden for at prøve lykken. Men virkeligheden venter...
Lusaka, Zambias hovedstad
1. juli 1982
Kære Hr. og Fru Green,
Jeg skriver dette brev fra Lusaka, Zambias hovedstad, hvor jeg rejste til for at finde arbejde efter at have afsluttet skolen i Mapanza.
Måske har jeg ikke fortalt om mine eksamensresultater. Det gik nogelunde. Jeg fik et fuldt bestået, og internationalt anerkendt, skolecertifikat, men desværre var resultatet ikke godt nok til lægestudiet. Det gik galt i et enkelt fag, matematik, men jeg vil prøve at få et bedre resultat ved en reeksamination.
En ting undrede mig dog: der var fire andre drenge i min klasse, som med sikkerhed ikke bestod deres afgangseksamen, men som til min overraskelse har fået skolelegater til at studere i udlandet, alt imens andre som os, med de rigtige kvalifikationer, bare bliver efterladt som affald. Ved at undersøge sagen nærmere fandt jeg ud af, at de var i familie med chefen i det firma der gav dem legaterne. Nu har jeg forstået, at de kvalifikationer man skal besidde for at få arbejde eller en vidergående uddannelse her i Zambia, afhænger af hvor mange chefer man er i familie med i statens selskaber. Men hvad med os som ingen har? Svaret er: vi er ofre for fattigdom, sygdom og sult. Det undrer mig at Zambia er blevet et klassedelt samfund - vi er ikke længere ligeværdige.
Noget andet uhyrligt som jeg har opdaget er, at de der har alt hvad de har brug for i livet får mere, mens os som kun har lidt, får taget det fra os, så vi ender med ingenting. Jeg bliver målløs, når jeg er vidne til al den korruption og nepotisme.
Jeg må indrømme, at alt ikke er godt i Zambia. Som tilskuere ser vi skibet lægge den forkerte kurs og kan kun håbe på forandringer inden det ender i katastrofe. Jeg fortsætter min kamp for overlevelse. Ingen ved hvor vi ender, det er op til Gud, og jeg har meget svært ved at overskue det.
Da jeg gik og ventede på mine eksamensresultater, forsøgte jeg forgæves at finde noget arbejde, så jeg kunne få råd til lidt tøj og transport. Jeg flytter fra sted til sted i håbet om at finde arbejde, og jeg tænker tit på jeres datter. Hun er en kvinde jeg aldrig glemmer. Hun er til stede i hvert slag af mit hjerte.
Dixon Kelvin Chimuka Sikabota
Write a comment