Dixon ender med at finde arbejde i Lusaka, men det går ikke helt som han havde håbet. Ungdommens uskyldighed forsvinder som dug for solen, og den barske virkelighed i et fattigt land giver ar på hans kun 21 år gamle sjæl.
Denne historie er en autentisk fortælling fra Afrika baseret på håndskrevne breve fra en landsbybeboer i Zambia.
Hans breve har et omfang af næsten tusind tæt skrevne sider og skildrer hans liv over en tredive års periode.
Denne serie gengiver udvalgte breve, oversat til dansk, fra årene 1979 til 2010. Den samlede historie, på engelsk, kan læses i bogen "The Father of Andromeda".
Nogle navne er ændret, og historien kan betragtes som fiktion baseret på virkelige hændelser.
Vi er nu nået til 1983. Dixon fortæller om hans – mildest talt – dårlige erfaringer med at prøve lykken i storbyen. Han tog dertil som en dreng, og derfra som en mand.
Mkushi
20. september 1983
Kære Sara,
Jeg skriver dette brev fra Mkushi i Zambias centrale provins, og jeg undskylder for den meget lange tavshed. Men omstændighederne har været udenfor min fulde kontrol.
Under min utrættelige søgen efter et arbejde og et bedre liv, som ikke gav megen tid til eftertanke, har mit urolige hjerte og sind gjort det umuligt for mig at kommunikere. Det har været en meget vanskelig tid.
Rastløs ankom jeg til Mapanza, hvor jeg havde håbet at møde dig, men jeg fik at vide at du var rejst kun tre dage forinden. Da jeg kom til dit hus, blev jeg mødt af fremmede ansigter. En kvinde på verandaen hilste på mig imens jeg forgæves forsøgte at få øje på dig gennem den åbne dør, men jeg fik at vide at du havde forladt Zambia. Dit hus var pludselig et fremmed land, hvor jeg ikke længere hørte til. Hele landsbyen var forandret, jeg følte mig som en fordrukken kæmpe med ben som en myg og jeg prøvede forgæves at finde dig. Du var rejst til et andet land, men jeg trøstede mig med at vi stadig befandt os på samme planet, under den samme sol og himmel.
Det gør mig varm om hjertet, når jeg tænker på alle de vidunderlige dage vi havde sammen. Jeg genlæser dine breve, og jeg mangler ord for hvor meget jeg savner dig. Jeg prøver at forestille mig at vi skal mødes endnu engang, selvom jeg ved at jeg skal igennem hårde tider før det kan ske. Jeg siger dig, nogle dage har jeg hverken appetit på at spise eller tale med nogen. Mit sind er tabt i tid og rum og tunge tanker gnaver i min lille hjerne: Jeg spekulerer på den menneskelige ånds natur. Jeg tror at Guds metoder er for svære for mig at forstå.
Livet er en stor udfordring. Man sidder der i mørket, sulten, træt og frustreret efter en udmattende og smertefuld dags søgen efter et bedre liv. Nøgen kommer du til verden fra din moders liv, og i samme nu er du dømt til at forlade hende. Når alt kommer til alt, hvad har man ud af livets hårde vilkår?
Jeg har lært at kærlighed til et andet menneske er det klogeste valg, fordi alt andet forsvinder, hvorimod kærligheden består. I ånd og sjæl er det kærligeheden vi ønsker. Alle levende har det håb. Dette siger jeg fordi håbet er det sidste vi mister. En levende hund er bedre stillet end en død løve. De levende ved at de skal dø, men de døde ved intet, for i døden forsvinder både fremtid og erfaring. Menneskets kærlighed, had og jalousi forsvinder, og i døden vil vi aldrig nogensinde tage del i livet under solen igen. Det jeg delvist forstår nu er, at ligemeget hvad dine hænder finder at arbejde med, skal du udføre arbejdet med hjertet, for i graven, som er skæbnen for alle levende væsener, er der hverken arbejde, planlægning, viden eller visdom. Jeg siger dig, jeg bliver skør af at tænke på alt dette.
Men jeg opgiver ikke kampen for et bedre liv. Jeg ser flokke af mænd i deres søgen efter velstand, større viden og visdom - og jeg er en af dem.
Jeg vil nu forsøge at beskrive nogle af de større begivenheder jeg har været igennem, siden jeg forlod skolen. Jeg har lært fra gode og dårlige erfaringer, og du vil sikkert forstå at det har medvirket til min tavshed.
Som du ved blev skolens eksamensresultater udsendt i april 1982. Det bekymrede mig meget at det var gået så dårligt i matematik, at jeg var nød til at gå til re-eksamen. Jeg besluttede mig med det samme for at gøre noget ved situationen, og indskrev mig på et brevkursus, Rapid Results College London i England. De ville have 300 kwacha for to fag, matematik og engelsk. Men mit største problem er jo at jeg ingen penge har. Det eneste jeg kunne gøre var at søge efter arbejde, så jeg kunne spare op til mine videre studier.
Jagten var igang. Det var som at jagte den skyldige for mordet på en af mine kære. Jagten på et arbejde er hårdere end jagten på en morder. Jeg siger dig min kære, det var smertefuldt. Jeg begyndte min søgen i Lusaka, hovedstaden, men hvor end jeg spurgte var svaret altid nej, eller også blevet jeg ligefrem smidt ud. Jeg tænkte, at heldet ikke er med mig i mit liv.
Der var noget der undrede mig: dagen efter jeg var blevet nægtet et specifikt arbejde, kunne det ske at firmaet ansatte en mindre kvalificeret end mig i jobbet, og vedkommende kunne tilmed afsløre at direktøren var hans bror. Og når det drejede sig om sponsorater for videre studier, blev de også tit givet til dem der var i familie med folk der nød autoritet. Nå, men det er jo deres held. Os der er fattige er ofre for arbejdsløsheden, og vi har ikke en chance for at videreuddanne os. Man ender med at blive skuffet over sine medfødte evner, som kunne have bidraget til at udvikle vores land.
Jeg gik i mange timer fra kontor til kontor, hvor jeg forstyrrede sekretærerne, nogle gange med voldsom opførsel, men jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke hjalp at hidse sig op. De fleste dage gik jeg bare fra sted til sted. En mand fra statens forsikringsselskab i Lusaka fortalte mig at jeg ville have bedre chancer for at få et godt job, hvis jeg videreuddannede mig. Det var jeg selvfølgelig enig med ham i.
Til sidst lykkedes det mig at finde et job som maskinoperatør på en indisk fabrik der lavede knapper. Desværre forværrede dette mit liv betydeligt, fordi der var mennesker på fabrikken som udnyttede mig som det passede dem. Jeg var nødt til at adlyde i håbet om at deres dårlige behandling af mig ville stoppe efter mine tre måneders prøvetid. Men desværre fortsatte udnyttelsen af min arbejdskraft til en ussel løn af 45 Kwacha om måneden - selv ikke en hushjælp tjener så lidt.
Jeg vidste at dette anskueliggjorde menneskets totale udnyttelse af andre mennesker, og jeg var fast besluttet på at bekæmpe mine arbejdsgivere, hvis de ikke ville lytte til fornuft. I starten optrådte jeg høfligt, når jeg konfronterede dem med mine krav om bedre løn og bedre arbejdsvilkår, men deres svar var fulde af hån, som var jeg en hund. Jeg prøvede at organisere mine kolleger til at gå sammen og kæmpe, men de var ikke stærke nok til modstand. De var ikke parate til at kæmpe for deres ret, og derfor besluttede jeg at tage sagen i egen hånd.
En dag opsøgte jeg min øverste chef i hans fjerde sals kontor med panoramaudsigt, konfronterede ham og bad om bedre løn. Han svarede mig med fornærmelser om at jeg satte griller i hovedet på de andre arbejdere, for de havde aldrig før beklaget sig over løn og arbejdsforhold, selv ikke når de slet ikke fik nogen løn. Han kaldte mig en ussel hund, slog mig i ansigtet og skubbede mig så jeg faldt hen ad gulvet. Dette fik mig til at reagere: jeg rejste mig og følte vreden bruse frem, som om mit hjerte skulle briste, som om der var ild i mit bryst. Jeg greb en jernstang som stod i hjørnet og svingede den mod hans ansigt. Det kraftige slag slog fire af hans tænder ud. Han faldt om og lå stille på gulvet da hans kontoransatte kom farende og så ham der med blodet løbende ud af munden. De spurgte hvad der var sket, men jeg var for rasende til at kunne svare. Jeg kunne kun råbe: Racist! Mishandling! Udnyttelse! De ringede efter politiet og jeg blev arresteret. Jeg blev sigtet for mord.
Jeg sad i en celle i seks dage uden mad, kun vand, hvor jeg måtte sove på det våde gulv, uden tæpper og med mange myg. Efter 2 uger i detentionen, var min indiske chef kommet sig så meget fra sine skader at han kunne møde i retten - sigtelsen var nu ændret til overfald. Min tidligere chef havde en advokat. Jeg havde ingen advokat, men jeg var fast besluttet på at fortælle dommeren hele sandheden.
På dagen i retten stod jeg frem for dommeren og fortalte at denne mand havde kaldt mig en ussel stinkende hund uden hjerne. Jeg fortalte også dommeren at min chef havde sagt, at jeg var lige så ubegavet som min regering. Jeg fortsatte med at afsløre, at min tidligere chef havde sagt at han var i dette land for at hjælpe os dovne mennesker. Jeg siger dig, selv om chefen havde en advokat havde han ikke en chance. Efter endnu tre uger blev dommen afsagt, og jeg blev frikendt.
I denne periode, mens jeg sad i detentionen og chefen var på hospitalet, skete der store ting på knapfabrikken på grund af de dårlige arbejdsforhold. Strejker og demonstrationer satte produktionen i stå, og fabrikken var nød til at lukke midlertidigt. Den åbnede igen da ledelsen og arbejderne var blevet enige om forandringer, og efter retsagen blev jeg tilbudt at fortsætte mit arbejde. Men jeg afslog, fordi jeg følte at det ville være farligt for mig at opholde mig der.
Det siger jeg dig, dette er erfaringer for en mand, ikke en dreng.
Dixon Kelvin Chimuka Sikabota
Write a comment