Helt elektrisk jorden rundt

Nina Rasmussen og Hjalte Tin kørte jorden rundt i elbil i 2010 - 2011. Og nu kommer elbilerne endelig for alvor på markedet. Kører deres elbil mon endnu? Jeg besluttede mig for at finde ud af det.

Hjalte har set mig komme op af indkørslen til deres hus, og han åbner døren og kommer mig i møde. "Hvad er der sket med elbilen?" spørger jeg da jeg ser den stå med det højre baghjul afmonteret. "Nå, Grønne?" svarer Hjalte, "Den vil ikke lade. Nina tror det er noget med stikket, og jeg har taget hjulet af for bedre at komme til."

Nina Rasmussen og Hjalte Tin kalder deres elbil for "Grønne", fordi den er grøn i flotte stafferinger. Bilen er desuden pyntet med mange klistermærker, som vidner om at denne bil har en særlig historie. Det største står der "Moto Mundo" på, og er navnet på det rejsefirma Hjalte og datteren Ida stiftede i 2006 for at hjælpe motorcyklister med at planlægge vilde ture over hele verden. Nina og Hjalte har haft mange oplevelser på motorcykel med deres børn Emil og Ida bagpå.

Nissan Qashqai Electric EV200:

Motor: 60 kW vandkølet asynkron vekselstrøm

Transmission: 6 gear, forhjulstræk
Batteri: Lithium Polymer 34 kWh
Opladning: 230V 8A - 400V 16A (6 - 20 timer)
Rækkevidde: 200 - 300 km
Topfart: 130 km/t

Acceleration 0 - 100 km/t: 12 sekunder

Vægt: 1625 kg (1960 kg total)

Frihøjde: 170 mm

Hjalte viser mig en brochure fra et firma der ombyggede biler til eldrift dengang i 2010. AFuture hed det, stiftet af ingeniøren Søren Ekelund. Firmaet havde leveret en snes elektriske Nissan Qashqai til COP 15 i København i 2009 og håbede på en decideret serieproduktion i Danmark. Desværre var elmotorerne i de første udgaver fejlbehæftede og bilernes måtte alle have dem udskiftet for at undgå at de skulle brænde sammen. Men da de havde fået styr på det skulle de rigtig i gang, og for at vise hvad teknikken kunne præstere meldte Hjalte og Nina sig til at være med til at køre to eksemplarer af bilen jorden rundt.

Nina og Hjaltes søn Emil havde designet de flotte stafferinger i blå og grøn, og bilerne blev derfor navngivet "Den Blå" og "Grønne". "Hvad blev der egentlig af den blå?" spørger jeg retorisk. Jeg havde nemlig hørt historien om at den var udgået et sted i Rusland, men nu var jeg nysgerrig på at høre flere detaljer. "Lad os gå ind og få en kop kaffe" svarer Hjalte, "så fortæller jeg det hele".

Inde i deres dejlige 6-kantede hus hilser jeg på Nina, som sidder og skriver. Kaffen skænkes, og Hjalte finder bloggen om turen frem på computeren. "Vi havde jo slet ikke testet bilerne inden turen, men vi stolede på at Søren, som havde bygget dem, havde styr på det" siger Hjalte, "faktisk blev den Blå slet ikke klar til start, så vi begyndte i Grønne".

Mens Hjalte gennemgår bloggen, sidder jeg og lytter og bladrer i bogen de har skrevet om rejsen og nyder den enorme gæstfrihed og fortælleglæde disse to mennesker udstråler. Der er altså noget særligt ved ægte globetrottere. Man kan godt føle sig lidt ordinær sammen med sådan nogle mennesker, og jeg kan forestille mig at det også må være svært for dem at få kommunikeret den rette stemning ind i hjertet på tilhørerne. Men jeg bliver grebet øjeblikkeligt. Vores fælles glæde ved elbiler generelt hjælper selvfølgelig på det.

Selvom det nu er 6 år siden Nina og Hjalte, som de første nogensinde, kørte jorden rundt i elbil, så er historien mere aktuel end nogensinde. Det var netop på det tidspunkt verden fik øjnene op for at det overhovedet var muligt at producere rigtige elbiler. Nissan viste i 2010 med deres Leaf at en elbil sagtens kunne være en rigtig familiebil, og Tesla slog fast i 2012 med deres luksusbil Model S at en elbil kunne have en praktisk anvendelig rækkevidde og samtidig have lynhurtig opladning. Men som altid er det prisen der er afgørende for kunderne. Hønen og ægget.

Da kaffen efter et par timer er blevet kold og Hjalte har ridset hele turen op for mig tilbyder han at jeg kan tage bogen med mig. "Kik op på lørdag. Søren kommer forbi og vil prøve at finde ud af hvorfor bilen ikke kan lade. Så kan du jo få nogle flere tekniske detaljer af ham."

De følgende dage sidder jeg med bogen og mærker eventyret. Det er ikke svært for mig at blive meget begejstret for måden historien fortælles. Hjalte og Nina skiftes som fortællere i kapitlerne, og der er selvsagt mange episoder med udfordringer omkring at få adgang til strøm og få teknikken til at virke. Den Blå var blevet klar nogle dage efter starten, og bugseret op til Stockholm, men allerede ved færgen til Estland gik den i stå første gang. Da de endelige nåede Moskva måtte den Blå give op, og de fortsatte turen i Grønne. Men blot fordi man har en elbil der kan køre, er det jo ikke sikkert den kan lades op.

Som aftalt tager jeg op til dem igen nogle dage senere for at få en sludder med Søren Ekelund. AFuture gik desværre konkurs midt under Nina og Hjaltes tur jorden rundt, fordi en af deres biler var brudt i brand på Oslofærgen. Det var der flere der tog særdeles ilde op, forståeligt nok. Sidst jeg så Søren var til energimesse på Samsø i 2016 hvor han havde en Nissan e-NV200 med, udstyret med en brændselscelle så den kunne opnå en rækkevidde på 800 km! I Sørens selskab keder man sig aldrig.

Vi hilser på hinanden, og da det allerede er ved at blive mørkt, får jeg den ærefulde rolle at holde lommelygten mens Søren og Hjalte roder med bilen. "Batteriet er temmelig afladet efterhånden, så den skal altså snart have noget strøm" siger Søren og kikker på computeren han har koblet til Grønnes elektronik, "men cellerne har det fint, de er fuldstændig i balance". Det var muligvis det med balancen der havde udløst branden i bilen på Oslofærgen, men det er aldrig slået helt fast. Når bare en enkelt battericelle bliver overladet, bliver den så varm at den kan starte en kædereaktion. "Det handler altsammen om software, men den har hele elbilbranchen heldigvis styr på nu" beroliger han mig. 

Jeg spørger Søren hvorfor de valgte Lithium-Polymer batterier til disse biler, når nu det er almindeligt at bruge traditionelle, og billigere, Lithium-Ion batterier i de elbiler man kan købe i dag. Han svarer at Lithium-Polymer var det sikreste valg for 6-7 år siden, hvor man ikke havde helt styr på det med varmeudviklingen når man pakkede så mange battericeller sammen i en elbil og kørte dem ud over stok og sten. De såkaldte Lithium-Jern-fosfat, som ellers er ret sikre, er for tunge. I dag er det faktisk sådan at det er mange gange mere sandsynligt at en benzinbil bryder i brand end at en elbil gør det.

Det bedste bud på Grønnes fejl er at det almindelige 12 volts batteri er defekt. Det kan virke ironisk at et lille batteri på 1 kWh kan have den totale magt over et stort batteri på 34 kWh, men jeg har selv prøvet det da vi løb tør for strøm i vores BMW i3. Uden det lille 12 volt batteri vil kontakter og relæer ikke koble ind, og resultatet er en stendød bil. Et lille pudsigt levn fra en snart svunden tid. 

Elbilernes udviklingen er gået særdeles stærkt de sidste 5 - 6 år, og Nina og Hjalte er glade for at det nu ikke er et spørgsmål om hvorvidt elbilen bliver udbredt, men om hvor hurtigt det vil gå. Søren bygger ikke elbiler mere, men han har en finger med i programmeringen af de nye superhurtige ladenetværk der skyder op i hele verden. Da Nina og Hjalte kørte jorden rundt eksisterede der ikke nogle ladenetværk...

Hvor skal Grønne ende sine dage når den sidste elektriske kilometer er kørt? Nina og Hjalte håber den kan komme på museum engang. Jeg er helt enig. Historien om den første elbil der kørte jorden rundt er for vigtig. Grønne skal ende sine dage i smukke oplyste rum og mødes af beundrende blikke, som den har været vant til fra sin allerførste kilometer.

Sidste nyt: Søren har netop fortalt mig at Grønne nu lader fint igen, men det der med museum mener han er for tidligt. Grønne skal da ud og køre noget mere rally!