Zambia må vente

Det er det jeg altid har sagt: en hjemmeside med forældet information gør mere skade en gavn. Jeg har nu oplevet hvor ondt det kan gøre.

Når jeg i ny og næ havner i et møde om hjemmesider, så siger jeg altid at en hjemmeside ikke er noget værd hvis den ikke bliver opdateret. Hvor meget ulykke en forældet hjemmeside kan føre med sig har jeg, og min søn, nu oplevet på egen krop.

 

For et halvt år siden købte jeg billetter til en tur til Zambia til mig selv og min søn. Vi skulle besøge gamle venner, og min søn skulle se den skole jeg havde gået på i Mapanza da jeg var barn.

 

Jeg havde checket den Zambiske ambassades hjemmeside for Visum- og pasregler, og det fremgik tydeligt at rejsende fra Danmark kunne købe visum ved ankomsten og at pas skulle have en gyldighed af 3 måneder ud over tidspunktet for rejsens afslutning. Vi skulle være afsted i 10 dage, og mit pas var gyldigt til 2023 og min søns pas var gyldigt i 4 måneder fra det tidspunkt vi skulle være i Zambia.

 

I torsdags checker vi så glade ind i Tirstrup Lufthavn. De lader os igennem, og vi ved intet om at rejsen allerede her er dødsdømt. De har overset en vigtig detalje på deres skærm, som desværre først bliver opdaget på en tilsvarende skærm ved boarding-skranken til flyet med South African Airlines i München mange timer senere. Pas til Zambia skal have en gyldighed på mindst 6 måneder!

 

Vi bliver nægtet adgang til flyet, men får dog lov til at prøve igen fredag aften. Slukørede må vi finde et hotel og næste morgen prøve at få hjælp fra det danske konsulat i München. Desværre viser det sig, at selvom Zambia i princippet vil acceptere en forlængelse af gyldigheden af et pas (et fint stempel og en dato på side 1 i passet), så vil Sydafrika ikke acceptere et ændret pas i det hele taget, og turen ville i så fald være stoppet i Johannesburg lufthavn.

 

Men, vi tænker at det ikke kan skade at forlænge min søns pas og måske kunne få dispensation, men ak, den søde medarbejder på konsulatet laver sit livs brøler og forlænger mit pas. Da mit pas er gyldigt til 2023 og nu "forlænget" til september 2018, er det i praksis ugyldigt da ingen paskontrol vil kunne acceptere sådan noget sludder.

 

Så vores rejse stopper i München. Nye pas kan kun fås gennem borgerservice, på absolut hurtigste vis på 4 arbejdsdag, så det er alt for sent. Desuden havde det kostet en tur/retur München/København for os begge på i alt 14.000kr, hvilket var det jeg gav for de oprindelige billetter helt til Zambia. Københavns lufthavnspoliti kunne engang lave nye pas på få timer, men det var før "Borgerservice" tog over.

 

Min vinterferie, som skulle være tilbragt under varme himmelstrøg i Zambia, er afløst af endeløse mails med dokumentation for fejl i systemerne. Et lille besøg i Tirstrup Lufthavn i mandags bekræftede at man, ganske vist langt nede på skærmen, ved indcheckning kunne se at den var gal med min søns pas.

 

En venlig men bestemt mail sendt til den Zambiske ambassade om ikke nok de vil rette deres hjemmeside har i dag haft den ønskede effekt:

Nå ja, så var der også lige det ved det, at jeg jo forsøgte at ringe til biludlejningen i Zambia for at sige at turen var aflyst. De tog ikke telefonen, og da det endelig lykkedes at komme igennem var afhentningstidspunktet overskredet, og derfor nægtede de at frigive de 7000 kr jeg havde betalt for det...

 

Vi skal lige spare sammen, og så prøver vi igen.

Write a comment

Comments: 3
  • #1

    Leo (Thursday, 15 February 2018 17:39)

    Kære Jesper. Jeg læser din mail —trist at det danske miltær demokrati igen fejler. De mange regelsæt kan enhver og selv den bedste komputer ikke kaperer. Lad os håbe ulændingestyrelsen ikke er som Skat upersonlig og uden empati. Gode tanker herfra Leo

  • #2

    Elsebet Granzow (Friday, 16 February 2018 11:56)

    Kære to! Et gammelt ordsprog siger, at "intet er så galt, at det ikke er godt for noget" - men hvad dette er, vil nok vise sig. Men jeg syns, det er synd for jer og dem dernede, at I må vente! Så jeg håber inderligt, at I alligevel får noget rigtig godt ud af det og at turen derned bliver en fin oplevelse.
    De kærligste hilsner fra Elsebet

  • #3

    Rikke Nordmann (Sunday, 18 February 2018 12:45)

    Ahggg.... Neeeej....... ØV!!!
    Og et stort SUK!
    Af skade bliver man klog men sjældent rig.
    Håber inderligt at du snart har heldet med dig så I kan komme afsted - og frem - igen.

Få besked om nye opslag:

Book mig på Foredragsportalen

Læs om mine foredrag

Lifelike | Jesper Berggreen | Fasanvej 10 | 8544 Mørke | CVR 35691146 | Email: jesper@lifelike.dk