Meningens oprindelse

Det følgende er et forsøg på at sammenkoge mit billede af den menneskelige natur her på kanten til mit halve århundrede i menneskelivet. Jeg kan ikke nævne kilderne til det jeg her fortæller, for det er alt hvad jeg har læst, hørt og set, der ender ud med dette forsøg på at finde hvile i formålet med selve livet. Så bær over med mig. Tag mig i hånden, og lad os gå en lille tur gennem mit bud på mening. Lad dig ikke narre af at jeg bruger ord der lyder som om jeg er religiøs. Kristendom er for mig ikke en religion, men en psykologisk tilstand.

Da menneskets hjerne var stor nok, opstod muligheden for at reflektere over den almindelige, og millioner af år gamle, dyriske adfærd som at kæmpe om føden og æde til man ikke kunne mere og kun lade ens eget afkom deltage i indtaget.

Hvis der så i en periode har været så meget mad til rådighed at man ikke kunne spise op, har man kunnet observere at andre også kunne få mad, og at det var godt.

Konceptet om at udskyde ens behov og gemme mad til senere tager langsomt form. Det at dele maden med andre svarer til at gemme til sit eget fremtidige selv, hvilket fordrer en rimelig stabil hverdag, da det man gemte på ellers ville blive stjålet. Fordelen ved at gemme næring, at ”forhandle med fremtiden” viser sig ved at velstand øges.

Senere da hjernen bliver i stand til at artikulere dette koncept dukker historierne op, myterne, der har til formål at huske metoden, og der er ikke langt til at konkludere at ens kollektive fremtidige selv er ”den dømmende fader”, for hvis man planlægger (ofrer for en bedre fremtid) forkert er straffen hård og kontant i form af sult, sygdom og død. Når dette kan artikuleres er der ikke langt til at personificere en sådan dømmende fader til en Guds-figur (ordet Gud betyder blot at "påkalde" eller "anråbe").

Mere avanceret bliver det når mennesket så til sidst beskriver det ultimative perfekte offer for det fremtidige gode som en Kristus-figur der ofres (ordet Kristus betyder blot "den salvede" som symboliserer det at fralægge sig al angst for døden). Idet man svært kan forestille sig et større offer end det at en fader ofrer sin søn (et tema der gentages fra start til slut i hele den samlede bibelske tekst).

Offerhandlingen i sig selv har altså udviklet sig fra at gemme lidt mad, til at ofre sit bedste lam til en mytisk figur, til omskæring som symboliserer ofring af noget af en selv, til en – via fx en Kristus fortælling – psykologisk metode til at ofre sine egne rigide idéer og handlemønstre for at opnå en bedre fremtid.

Af en eller anden grund er mennesket (de fleste i hvert fald) i stand til at slæbe sig igennem en tilværelse fuld af katastrofer, problemer, sygdom, og til sidst død, uden at bukke under med det samme. Hvis man ser på tilværelsen rationelt, så er der ikke noget at sige til man bliver nihilist. Den ser ikke umiddelbart ud til at give nogen mening. Men vi gør det jo alligevel. Vi kæmper. For at opnå hvad? Et ideal.

Indbygget i mennesket er en funktion som kontinuert danner et billede af det menneske man gerne vil være i fremtiden. Den fremtid kan være i morgen, om en uge, eller om et år. Det menneske findes ikke i nuet. Det er et abstrakt og transcendentalt billede af dig selv, som du gerne vil være. Det er det metafysiske dig. Og det er din dommer. Hvis du fx har sat dig for at du ikke vil ryge i morgen, og du gør det alligevel, så er du din egen hårdeste dommer. Deri ligger at du ikke skal dømme andre, for det klarer det enkelte individ ganske udmærket selv.

Se, nu kan man jo tænke den tanke helt ud i ekstremen. Det ultimative abstrakte, ja, det guddommelige ideal. Det som intet menneske kan nå, men som Gud, det totale uendelige ideal (treenighed-del 1), har vist os findes ved at pakke sig selv ind i den menneskelige begrænsning, hvilket er den ene ting Gud mangler: Kristus (treenighed-del 2). Så, når mennesket for meget længe siden blev bevidst (treenighed-del 3) og forstod at man hele tiden udtænker et transcendentalt ideal af sig selv i nærmeste fremtid, for overhovedet at kunne holde tilværelsen ud, så har der ikke været langt til at opfinde det guddommelige ideal, som tillægges det optimale ideal OG som dømmer maksimalt (Faderen), og som kan være hos os (Sønnen) gennem vores bevidsthed (Helligånden). Og vupti, meningen er opfundet.

Det eneste alternativ til at tro, er altså total stilstand, nihilisme, som er fuldstændig destruktiv. Og temmelig arrogant.

Hemmeligheden er så at tage de små skridt. Hvis du gjorde eller sagde en eneste ting i dag, som du i går faktisk havde tænkt du ville gøre, uanset hvor lille og uanseelig en ting det var, så har du bevæget dig mod et ideal, og du har et nyt udgangspunkt til et nyt ideal. Alternativet er helvede.

Hvordan gør man det i praksis? Du øver dig når du møder et menneske. Hvis du ser et menneske som det han eller hun er helt konkret i det øjeblik OG SAMTIDIG ser det transcendentale menneske i retning af det abstrakte ideal, så fyldes situationen af muligheder for en bedre verden. Ser du kun et menneske i al sin elendig her og nu, og måske endda dømmer vedkommende for alle problemerne, så er det den sikre vej til helvede for begge parter. Helvede forstået som mangel på bevægelse fremad. Helvede er det modsatte af den arbejdsramme vi kalder kærlighed hvori sandheden kan ses og siges. Og sandheden er at ALLE indeholder potentialet til at gøre verden til et bedre sted. Ligesom vi alle kan skabe helvede på jord. Billedet på Kristus på korset er for mig at se den abstrakte totale ofring af det begrænsede menneske, som giver den totale fred. Uopnåelig ja, men ingen undskyldning for ikke at stræbe efter det. Man ofrer en lille smule af sit eget slidte ubrugelige selv hver dag, så nyt kan opstå i os. 

Det er ikke underligt der findes ondskab i verden, for det er så nemt at ramme ved siden af målet. Det oldgræske “synd” betyder formentlig netop dette. De græske og jødiske bibelske termer “sin" eller "syn" kan rent faktisk stamme fra betydningen at ramme ved siden af.  Syndefaldet betyder altså blot at vi blev mennesker, som er bevidste om at vi misser målet hele tiden.

Nej, det der virkelig er underligt er at der overhovedet er håb, fordi det er så svært at ramme målet. Men mennesket er åbenbart uendelig stædigt. Grundlæggende VIL vi det gode, og balancerer på kanten til den bitre ende, som ikke er så bitter endda, hvis man VED man har gjort sit bedste, sammen med andre.