02. July 2019

Zambia på sinde

Så gør vi endnu et forsøg. Emil og jeg tager til Zambia på fredag. Udfordringen er ikke blot at komme afsted, men også at være der, fordi tørken har ramt landet hårdt.

Som I måske husker gik det helt galt da Emil og jeg satte kurs mod Zambia i vinterferien 2018, så vi måtte lige trække os tilbage og lægge en ny strategi. Nu da vi så har styr på en ny tur er der desværre sket det at regnen har svigtet i den sydlige provins hvor vi skal opholde os. Priserne på fødevarer stiger voldsomt og det går især ud over den fattige befolkning.

Vi aner ikke hvad vi skal være vidne til. Vi aner ikke hvordan vi skal forholde os. Vi aner ikke hvordan vi skal transportere os, når vi er landet i Livingstone. Men mon ikke vi finder ud af det?

Jeg kikker ind ad vinduet på min skole i 1981

Så hvorfor tager vi i det hele taget afsted? Dette er mit livs vigtigste rejse. Måske bliver det Emils vigtigste rejse. Vi skal besøge min gamle skole, og jeg ved at jeg må knibe mig i armen når jeg står der igen med min søn ved min side. I 2014 var jeg der for første gang i mere end tre årtier, og det var en meget bevægende oplevelse, som jeg var så heldig at dele med min søster Line, som gik på samme skole dengang. Men denne gang bliver anderledes. Den bliver skelsættende for mig, og måske også for Emil.

Jeg fylder 50 år i år, og man mærker at tiden er gået. Jeg kan ikke lade være med at tænke på at dette meget vel kan blive sidste gang jeg besøger mit Zambianske hjem, Mapanza. Ikke fordi jeg tror jeg snart er for gammel til at rejse, men noget siger mig at denne tur kommer til at handle om afslutning fremfor en ny begyndelse, for mig i hvert fald. Så med mindre min datter ønsker at se stedet på et tidspunkt, er det nok sidste gang.

Dixon står ikke og venter på os som sidste gang, og det vil være meget underligt, da Dixon er personificeringen af Zambia i min bevidsthed. At besøge Dixon's sidste hvilested er vigtigt denne gang. Men det bliver også afgørende for vores rejse at vi møder Dixon's søn Andromeda og hans familie. Historien går så langt tilbage at hans navn passer godt til lejligheden.

Emil skal se det sted hvor jeg oplevede at mennesker er ens indeni på hele kloden. Vi er i samme båd. Vi er samme art. Vi har de samme drømme om fred og familie. Vi lider de samme afsavn. Vi deler de samme glæder. Vi er mennesker. Og mennesker kan man se, hvis man åbner øjnene.

Jeg vover det ene øje og skriver dette nu, fordi jeg regner med vi når frem denne gang.

Vi ses.