Mere er mindre

Nye bånd knyttes. Gamle bånd forstærkes. Det siger næsten sig selv, at min tur til Zambia sammen med min søn var af ekstraordinær stor betydning for mig, og ham, i 2019. Det blev ikke en tur som jeg havde forventet, men det var nu ikke så slemt, for jeg har efterhånden lært at jeg ikke skal forvente for meget. Håbe, ja, forvente, nej.

 

Som jeg skrev til min 50 års fødselsdag, så står det nu klart for mig at vi som mennesker skal udholde megen smerte, både på egen krop og i eget sind, såvel som medfølelse for andre som oplever et liv mange gange hårdere end ens eget.

 

Konsekvensen er en farlig cocktail af magtesløshed, handlingslammelse, overmod, motivation, fortvivlelse og ligegyldighed. Stand-up komikeren Whitney Cummings rammer plet når hun beskriver hvordan vi råber "Åh nej!" når vi taber mobilen i lokummet, men hvisker "Er der ikke noget ordentligt i fjernsynet?" når vi ser en appel fra en hjælpeorganisation med et billede af et såret barn fra en krigszone.

 

Så har man lyst til at give op og tænke at det også kan være ligemeget det hele. Men helt ærligt, den går bare ikke. "Snap out of it!" eller "We will not go silently into the night!" eller "It's not over till the fat lady sings!" eller "We will all go down together!" Det betyder alt sammen det samme: Vi KAN ikke være ligeglade.

 

Du behøver ikke tænke for meget på om du gør nok i denne verden. Sandsynligheden for, at du gør netop nok til at verden bliver bare en lille smule bedre fordi du var her, er overvældende. Det er reelt kun få der gør mere skade end gavn, men de fylder til gengæld rigtig meget i historiebøgerne.

 

En enkelt diktator kan jo være kendt for at have arbejdet ihærdigt for et racerent regime, hvorved han har ansvaret for millioner af menneskers død. En enkelt opfinder kan være mindre kendt for at have arbejdet ihærdigt for en effektiv sikkerhedssele i biler, hvorved han har ansvaret for at have forhindret millioner af trafikdødsfald. Hvilke historier hører vi oftest om?

 

Mennesker vil generelt det bedste, for hvis ikke det var tilfældet, havde det nok været slut forlængst. Ja, en asteroide kan ramme når som helst, og ingen vil nogensinde vide at vi var her, men vi vil som art meget gerne overleve. Som individer skal vi alle dø, og det er vi det eneste dyr der er klar over. Netop derfor knokler vi videre med smarte løsninger for at aflede os selv fra den angstprovokerende erkendelse af vores definitive individuelle endeligt. Dermed overlever gruppen på bekostning af individet, på godt og ondt.

 

Liv kan tilsyneladende findes uden intelligens og bevidsthed. Intelligens vil muligvis snart opstå kunstigt uden liv og bevidsthed, men bevidsthed tror jeg kræver både liv og intelligens. Du vågner hver morgen og bliver bevidst. Det er et mirakel. Ingen ved hvad bevidsthed er. Alle samtaler standser ved dette spørgsmål. Vi kalder det alt muligt mellem himmel og jord. Er det indbildt? Er det en proces? Er det helligt? Jeg tror aldrig vi finder ud af det. Men jeg tror vi vil blive ved med at bevæge os mod ekstreme grænser i forsøget på at finde svaret.

 

Forestil dig at du rejste et par millioner år tilbage i tiden med din bil og smartphone til en flok Homo Habilis som sad og var blevet rigtig dygtige til at lave stenredskaber. Forestil dig at det lykkedes dig at forklare hvad din bil og smartphone kunne bruges til, og at dine forfædre rent faktisk forstod de ord du sagde, men ikke hvad du mente. Hvad ville de sige til dig? Hvad ville du sige til en rejsende fra fremtiden som præsenterede dig for helt uforståelig teknologi? Det skal jeg sige dig: "Skrub af med dit bras! Jeg har travlt!".

 

Men husk, jo mere du ved, jo mere ved du at du ikke ved... men lad ikke det stoppe dig :-)