Tvivlens dag

Kan man være kristen uden at være religiøs? De to ord: "Kristen", og "Religion", har efter min mening ikke nødvendigvis meget med hinanden at gøre. De kan sagtens stå alene. Du kan selv læse op på det og drage dine egne konklusioner, men når jeg gennem mange års interesse for sagen koger suppen ned til essensen, så ender jeg med at tro på at det at være kristen er at tvivle, og det at være religiøs er at håbe. 

I dag er det langfredag. Den dag Jesus Kristus blev korsfæstet. Det er efter min mening en historie som blotlægger eksistensens totale tvivl. For da Jesus, frelseren selv, hænger på korset udbryder han efter sigende "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?". Hvordan er det muligt? Jesus er Guds søn. Jesus ER Gud. Treenigheden du ved... det hænger sammen: Faderen, sønnen og helligånden ER Gud, som ER kærlighed. Udelelig, en enhed, som ikke kan skilles ad. Så hvorfor siger Jesus sådan i det øjeblik hvor han er mest sårbar, er mest menneske, og faktisk skal dø, som et rigtigt menneske? Fordi Gud kun kan forstå mennesket ved at blive menneske, om end blot for et øjeblik.

I det øjeblik Jesus indser at han skal dø som et menneske, da bliver Gud menneske, og tvivler dermed på sin egen guddommelighed. Gud kan ikke redde Jesus fra korset. "Red dig selv!" råber folk til ham. Men det kan han ikke, for Gud kan ikke forstå os, hvis ikke han går all-in og BLIVER os, om end kun for en stund som sagt. Dette øjeblik er unikt for kristendommen, så vidt jeg ved, for det fjerner skellet mellem Gud og menneske. Det fjerner idéen om at en almægtig Gud betyder at vi skal straffes af en eller anden form for diktator, når regnskabet skal gøres op. Gud er ikke en diktator. Gud er ikke dommer over mennesket. Det klarer vi så udmærket selv, og regnskabet gøres op hele livet igennem: Himmel og helvede på jord, også kaldet god og dårlig samvittighed. Nej, Gud er formentlig kun kærlighed. Intet andet.

Ja, nu kom det alligevel til at lyde religiøst, men det er det der sker når vi med ord prøver at forklare hvad vi tror inderst inde. For når vi beskriver ting, og sætter ord sammen til sætninger, så er det for at formidle det vi tror på, men vi kan ikke få andre til at tro, vi kan blot skabe håb. Vi kan ikke lade være, og det er godt det samme, for håb er der brug for, men tro er personlig. Og ja, man kan sige at selv jeg, netop som jeg sidder og skriver disse ord, er religiøs. Men når jeg standser strømmen af ord, og går ind i mig selv, og blot ER, så er jeg ikke længere religiøs. Derinde tror jeg i glimt på, at det gode vinder over det onde, men jeg vil altid tvivle.

God påske.