Det næstværste er sket. Rusland er gået til angreb på den frie verden. Det eneste gode der er at sige om det værste der efterfølgende kan ske, er at det hele vil være overstået på et par timer, hvorefter livets pokerspil vil være slut...
Hvis du sidder ved et pokerbord og har fået at vide du ikke kan tage din gevinst med dig, og klokken er 5 minutter i lukketid, ja så satser du vel bare det hele. Sådan fornemmer jeg at Vladimir Putin tænker. Hvis han skal have en stor gevinst inden verden beslutter sig for at mennesket er frit under ansvar, og ikke ansvarsfrit under tvang, så er det nu.
Putin har set os skændes i vesten, ikke mindst i USA med hele Trump tragikomedien, så han kan have tænkt at vores systemer er for svage og ikke kan hænge sammen, så nu skal der slås til. Han tog fejl. Desværre er det lige meget for os at have ret i at mennesket fortjener at være frit, hvis der ingen mennesker er tilbage. Jeg frygter, at Putin ikke har noget problem med at tabe og forlade "pokerbordet".
Når verdens nye folkehelt, den Ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyy bliver fortørnet over at Nato ikke vil etablere et flyveforbud over Ukraine, så forstår man selvfølgelig hans frustration, fordi Russerne dermed kan fortsætte med at bombe hans folk, men vi står i det afsindige dilemma, at hvis der bliver affyret så meget som et eneste skud mellem Nato og Rusland, så kan det hele være forbi på et par timer.
Det er ubehageligt at tale om, men det er vigtigt at vi husker, at menneskeheden har sat sig i en situation, hvor en enkelt menneskehjerne kan tage en beslutning som får alle menneskehjerner til at ophøre med at eksistere. Det er nærmest umuligt at forstå, at et individs beslutning kan udslette 3,2 milliarder års evolution fra dengang klodens overflade var afkølet tilstrækkeligt til at liv kunne opstå, alene ved at bruge nukleare teknikker som menneskehjernen selv har udtænkt.
Hvorfor finder vi ikke intelligent liv i universet? Måske på grund af fjolser som Putin. Kan vi ikke gøre noget i fællesskab for at forhindre dette utænkelige i at ske? Jo, vi kan håbe, og vi kan hjælpe, og vi kan prøve at forstå. Findes der ondt og godt? Er nogle mennesker onde og nogle gode? Jeg tror vi skal finde svaret dybt i os selv, og grundlæggende prøve at forstå at vi alle består af samme stof, og at vi alle rummer både det onde og det gode. Blot skal vi huske, at det vi vælger at fokusere på, er det der vokser.
Det mest skræmmende ved denne situation, hvor Europa er i krig for første gang siden 2. verdenskrig, er jo nok desværre at Putin ikke er blevet skør. Hvis bare det var så vel. Hvis bare han var blevet rablende sindssyg, dement eller lignende, så ville der være en større chance for at nogle i hans inderkreds vil stoppe ham før det løb af sporet. Ligesom Mike Pence endelig gjorde det mod Trump 6. januar 2021. Pence valgte, omend lidt sent, sandhedens side, mens Trump forblev et gedigent fjols. Donald Trump var (er stadig) simpelthen ikke skarp nok. Jeg siger ikke at han ikke kom langt med hans plan om at demontere demokratiet i USA, men han manglede lige det sidste til rent faktisk at gennemføre det.
Dette er måske vores redning, at disse magtsyge individer ikke er kloge nok når det kommer til stykket. Var de klogere, ville de jo for længst have indset at regnestykket ikke ville gå op. Det kan bedre betale sig at IKKE ødelægge kloden. Krigen i Ukraine må nu desværre gå sin gang, indtil den er slut, men lad os håbe, at hvis den værste, og dummeste, tanke skulle tage magtens i Putins lille hjerne, så står der et lidt klogere menneske ved siden af ham og siger: Stop.
Ca. 3.200 millioner år siden: Første fotosyntese.
Ca. 2 millioner år siden: Første mennesker.
Ca. 9 dage siden: Mennesket satser alt.
Write a comment