Jeg kaster mig nu ud i et helt nyt projekt: High 5 Classics
Jeg skrev sidst om hvad jeg selv vil gøre, mens vi venter på at det fossile korthus kollapser. Ja, ironisk nok, så skraber jeg til mig af gamle fossiler, fordi jeg ved at folk kommer til at savne dem, trods alt.
De sidste par år har jeg arbejdet hårdt på at etablere High 5 Classics (h5c.dk) som skal danne rammen omkring de sidste 50 års bilhistorie, og binde den sammen med en bilfremtid, som vi alle har svært ved at foretille os. Et helle, om du vil, hvor man kan komme og se på, dufte til, og prøve mekanik fra en tid der nu forsvinder hurtigere end benzin fordamper. Jeg ønsker at gemme mig sådan et sted en gang imellem, og jeg er sikker på at mange føler ligesådan.
Jeg prøver at stjæle min morfars Volvo PV544 for 50 år siden
Og nu går jeg altså all-in. Jeg har opsagt mit job ved Retsmedicinsk institut og valgt at bruge al min tid på at få dette sted på benene. En næsten håbløs opgave, men jeg kan ikke vide om det kan bære, hvis jeg ikke prøver. Mon ikke der er kommet til vand, varme og strøm på til en engang i starten af 2025? Jeg skal i hvert fald nok sige til når jeg kan vise stedet frem!
Man skal ikke skamme sig over at forelske sig i et klassisk køretøj, selvom verden forandres til en ren elektrisk økonomi. Den gamle mekanik kan noget helt særligt, og det vil blive muligt at hælde brændstof på som er lavet af sol og vind. Jeg mener disse gamle køretøjer er værd at bevare, og det er vigtigt for mig at holde dem i drift, så mange kan opleve dem med alle deres lyde, dufte, og mekaniske udfordringer på godt og ondt.
Dette er den første 5-cylindrede motor fra Audi. Den blev præsenteret i 1976 og her ser du den i vores 1979 Audi 100
Den primære forretning går på at leje opbevaringspladser ud for ejere af klassiske køretøjer, således de altid står klar til brug, når ejeren skal en tur ud i det blå. Derudover vil jeg finde unikke køretøjer og sætte dem i stand, så de kan opleves på stedet. Der skal sparkes dæk, drikkes kaffe, læses bilblade, lyttes til 70 - 90'er musik, til den helt store guldmedalje :-)
Velkommen igen til High 5 Classics!
Write a comment
Flemming Hebsgaard (Tuesday, 03 September 2024 13:55)
Hej Jesper
Tak for sidst, super godt arrangement.
Kan du dele dine kontaktoplysninger med mig på sms 23242776
Tak Flemming Hebsgaard